Den uddøende kunstart (og hvorfor den ikke burde forsvinde)

Dansken vår, Johan Rasmus Pram, skriver her om da lydlinjen fikk en vanskelig oppgave og reiste til København for å finne inspirasjon. (Johan skriver til vanlig om livet på filmskola på sin private blogg http://johanpram.wordpress.com/).

På filmskolen sidder vi en mørklagt biografsal. Seks lydfolk er nervøse – på skærmen bliver der ingenting vist. Jeg tænker her tilbage på ugerne i selskab med radioteatret. En pirrende, oprivende men til tider vemodig proces.

En rejse mod syd.

Der var ikke gået mange dage i det nye semester før at tonemestrene fra filmskolens 9. årgang blev indkaldt til informationsmøde. I lydgrotten sad vi samlet og blev briefet på det kommende program. Første punkt på dagsordenen – workshop om radioteatret i Danmark, senere indspilning og redigering i Lillehammer. Vi fik besked om at pakke taskerne i en hast.

Radioteatret, det var det, det hele handlede om. En uge tilbragte vi i selskab med Martin Rostbøll og Jessica Nilsson, imens vi dykkede ned i hvad radioteatret som udtryksform kunne og hvad det ikke kunne. Vi brugte tid på at forstå radioteatrets æstetik og skønt at vi alle var befriet fra billedets diktering var der endnu regler som måtte overholdes. Vi så charmen som radioteatret havde og omfavnede det med åbne arme. Den første dag tilbragte vi hjemme hos Martin Rostbøll. Her hørte vi på forskellige radioteatre som Martin og Jessica havde lavet igennem tiden – stikordet blev inspiration, og mens vi sad der med lukkede øjne i Martins sofa sugede vi til os, idéerne.

Med de sidste ord fra Jessica om torsdagen, efterlod hun hos en hjemmelektie som vi kunne tygge på, på hjemrejsen. Opgaven stod klart – Skriv første udkast til et personligt radioteater. I ugen derpå handlede det om at udforske karakterer og på at forstå skuespillere. Rollerne blev pludselig vendt på hovedet og med udpræget forvirring og pludselig forstående medlindenhed til instruktørerne, stod vi – tonemestrene, med instruktørhatten i hånden (og til dels med bukserne nede??). Vi blev indført i Sanford Meisners teknikker til skuespilinstruktion og fra tid til anden brugte vi enda også hinanden til at gennemføre vores egne manuskripter – filmverdenen syntes at udvikle sig hurtigere end at man kunne blinke med øjnene.

I den følgende uge fik vi besøg af vores radioteaterskuespillere. Med et færdigt manuskript for hånden og 3 timer til rådighed, var det egenhændigt vores ansvar at alt kom i kassen, stressende som bare fanden, lærerigt ligeså. Jeg tror de fleste af os forstod hvilket pres der opstår for en instruktør på et filmset, og det i sig selv var værdifuldt. Vi fik alle sammen vores materiale hjem – sidste fase kunne påbegyndes.

Redigering kunne begynde og vores fingre kløede – når alt kom til alt så var vi lyd-designere og det var det vi fandt den største glæde i. Vi sprang let og elegant over de gængse formater og begyndte i stedet at mikse i 5.1 – et radioteater i fuld format og med bred dynamik, det blev vores fælles mål.

5.1.

Vi står overfor en af de største omvæltninger i filmlyd siden de første forsøg blev gjort på filmsurroundsound – og de fleste i filmbranchen er end ikke klar over det. I 1977 udkom filmen ’Star Wars’ og i udvalgte biografer rundt i verden kunne man høre det i revolutionerende ’Surround’. Nogle yders passioneret lydfolk præsenterede os dengang for tanken om højtalere placeret bag os, og den omsluttende lyd blev senere et varemærke for ”biografoplevelsen”.

Vi bevæger os ud i samme farevand igen, føler jeg. Dolby Atmos (og Auro3D) er massive lydformater som genopfinder surround-lyden og workflowet. Hver især tillader de pludselig flere kanaler at spille lyden igennem. De giver rum til kreativ højtalerplacering (mest iøjnefaldende er sandsynligvis atmosbiograferne med højtalere placeret over hovedet på publikum). Og sidst men ikke mindst muligheden for at pinpointe lyde rundt i salen. ”Biografoplevelsen” har mistet pusten i kampen mod konsumerprodukter som kan genskabe biografoplevelsen hjemme i dagligstuen. Disse formater prøver, og i mine øjne, lykkedes med igen at skabe den sublime filmoplevelse – vi i filmverdenen kan ikke forvente at publikum forstår at vores film er skudt på det nyeste 6k kamera, eller at lyden er mikset i et eller andet Dolby-atmos format. (”Der var et eller andet ved den der film ’Gravity’!”). Det vi dog kan gøre er at give publikum dem biografoplevelsen!

Premieren og tankerne som fulgte.

I en næsten fuld biografsal sad vi. Nervøse. Følelsen vender altid tilbage, den der følelse af at vise en del af sig selv, sammen med det kreative værk, sådan tror jeg vi alle havde det. Det slog mig som vemodigt, at høre på radioteatrene dér i den mørklagte sal, vel vidende at kunstformen snart skal dø – NRK og DR er på randen til at lukke deres radioteaterafdelinger og snart bliver sendingerne bare lagt ud på iTunes. Jeg syntes at reaktionen fra de medstuderende på filmskolen vidnede om noget lidt andet, om at radioteatret kan skabe gribende historier og at det ikke burde være slut med fortællinger på radioen.

Ved lydlinjen,

Bror, Therese, Yvonne, Gjermund, Kristoffer og Johan